Venskab

I ottende klasse i en folkeskole er der flest drenge. I en af klasserne er der kun tre piger. To af disse piger er rigtig gode veninder, som også mødes udenfor skolen. Den tredje pige føler sig lukket udenfor. Hun går hen til klassens pædagog, fordi hun ville spørge om hjælp til at komme sammen med de andre to piger. Hun er meget usikker og hun går meget op i hendes religion, som hun ved at de andre to piger ikke er interesseret i. Derfor vil hun gerne have at en pædagog til at hjælpe hende.

Pædagogen beslutter sig til først at snakke med de to veninder, og om hvordan de syntes dynamiken er i klassen. Pigerne synes at det er godt i klassen, og at alle kan snakke med hinanden. Pædagogen spørger nu direkte om hvad de syntes om den tredje pige i klassen. Hende syntes de ok om. De kan snakke med hende og arbejde sammen med hende. Pædagogen fortæller nu at pigen gerne vil være venner med dem, og om pigerne ikke bare kan invitere hende hjem ? En af de to piger synes ikke at de kan bare blive venner , fordi pædagogen siger det. Hun kan lide pigen, men hun synes ikke de har nogle ting tilfælles, bortset fra skole, at snakke om. Pædagogen beder pigerne om at tænke over det. Derefter laver de en ny aftale med alle tre piger.

I snakken med alle tre piger er den ene pige stadigvæk ikke enig med at de nu skal være venner, bar fordi de er i den samme klasse. De aftaler at de skal prøve at være mere sammen som venner.

Det første stykke tid gik det ok, men den ene pige syntes stadigvæk at de ikke havde nok fælles ting at snakke om. Hun begyndte at snakke med nogle fra de andre klasser og fandt nye venner der. Alle tre piger snakkede stadigvæk om skoleting, men ingen af dem var rigtig venner mere.

I den situation har den hjælp, som pædagogen har tilbudt, ikke haft nogle god effekt. Jeg tror at pædagogen skulle have prøvet et andet udgangspunkt, som for eksempel at pigerne prøver arbejdee sammen om et skoleprojekt. Så de kommer til at snakke mere med hinanden og måske finder fælles interesser.