Godt en måneds tid efter at jeg var startet i syvende klasse på min lokale folkeskole, besluttede mine forældre sig for, at jeg skulle på privatskolen Dyhrs i stedet. Dyhrs var kendt for et tårnhøjt gennemsnit i de ældste klasser, og for deres mange anstrengelser for at holde mobning på et nulpunkt. De proklamerede ligefrem, i de lokale medier, at de havde en mobbefri skole. Dette lød naturligvis godt i mine forældres ører, da jeg havde været udsat for massiv mobning på Skælskør skole i sjette klasse, hvilket, ikke overraskende, havde forstyrret min skolegang. Turen gik derfor til Slagelse, jeg kom ind i 7.b, og i løbet af få uger havde jeg indtaget mobbeofferlistens absolutte førsteplads. Diverse ubehagelige episoder udfoldede sig i løbet af ganske kort tid og fortsatte igennem hele året. Men min ankomst gav anledning til at en anden ”slap fri”. Dette var en virkelighed der gik op for mig, efter en lidt besynderlig episode fandt sted i vores klasse under en dansk lektion. Vores klasselærer Claus startede dagen med hans sædvanlige løftede hånd der nærmest kommanderede ro i klassen. Kort tid efter var der total stilhed, hvilket gav Claus anledning til at få sat dagens program i gang. Han sagde som det første den dag: ”Mikkel har noget han gerne vil sige til jer alle sammen”. Komplet uvidende om hvad der skulle til at ske, kiggede jeg over på Mikkel, som rystende rykkede stolen tilbage, så den lavede en høj skinger lyd der gik direkte i trommehinden, hvorefter han rejste sig fra stolen og bevægede sig op imod kateteret. Med sig, til hans store solo-stykke, havde han et stykke foldet papir. På papiret havde han skrevet en lille tale til klassen. Mikkel fumlede først med det foldede papir og begyndte derefter at fortælle forsamlingen af djævlens afkom og øgleyngel, hvor glad han var for at de ikke mobbede ham længere, og hvor meget bedre han havde det med at gå i skole nu. Han sluttede tilmed af med at sige tak til hans dæmoner, hvilket udløste klapsalver inden han igen kunne indtage hans plads i midten af klassen. Claus tog over igen og roste først Mikkel for hans mod og den flotte tale. Derefter sluttede han mobbeemnet af med at sige, at det var dejligt at klassen var blevet meget bedre til at respektere hinanden, og at mobning ikke længere var aktuel i vores klasse.
Et stykke tid efter hændelsen i klassen, besøgte jeg Mikkel efter skole. Vi spillede et par Playstation spil imens Mikkel fortalte, med stor begejstring, hvor glad han var for at jeg var kommet ind i klassen. For nu var det nemlig ikke ham der blev mobbet længere. Yderligere fortalte han at han var blevet mobbet siden han ankom, hvilket han gjorde i femte klasse. Før ham var Thomas mobbeofret og før ham var det Bjarke osv.. Jeg spurgte med stor forundring, hvorfor han havde valgt at stille sig op og sige tak til de andre, fordi de endelig var holdt op med at mobbe ham. Til det svarede Mikkel, at Claus havde opfordret ham til det.
Tester
SvarSlet