En lille erindring

Det er i 8. klasse, fuglene synger ud på træerne uden for og solen skinner, solen skærer ind på ruden i vores klasselokale. I klasselokalet er der nogle små border og stole, man kan lige have sine ting på bordet, men så heller ikke mere. Vores klasselokale ligger i en bygning for sig selv, så dvs. at der kan komme sollys ind på den side af hvor lokalet ligger. Det er sådan at der er matematik på programmet. Læreren kommer ind og går ned i den anden ende af klasselokalet, stiller sin taske på skrivebordet og finder matematikbogen frem. Det er en mandlig lærer vi har. Den mandlig lærer er en høj person og almindelig af bygning. Han har en meget afslappet tøjstil og har fuldskæg. Man kan se når han snakke at han har kaffetænder, dvs. at han drikker meget kaffe, kaffen sidder som rander omkring tænderne. I lærerens ene hånd er der et kaffekop med sort kaffe i. Læreren fortæller hvordan timen skal foregå og tager derefter fat i kridtet, som ligger på skrivebordet foran sig og han begynder så at skrive et regnestykke op på tavlen og da kridtet kommer på tavlen, giver det lige en skærende lyd, man er nærmest ved at få ondt i ørerne. Han begynder at snakke og fortæller hvad det er for et regnestykke, der står på tavlen. Efter et stykke tid siger han at, vi skal slå op på den side, som er i bogen, den side som han har skrevet op på tavlen. Der går ikke ret lang tid før det ringer ud til frikvarter og vi har 10 minutters pause, til lige at strække benene eller gå på tiolettet. Da frikvarteret er over, sætter vi alle sammen os på vores pladser og nu er matematiktimen i gang igen. Jeg tager papirs blokken, som ligger ude i siden på det lille bord, jeg sidder ved og ligger den foran mig og derefter tager jeg blyanten og begynder at skrive nogle regnestykker ned på papiret, som er i matematikbogen. Jeg synes at regnestykkerne ser svære ud, men jeg prøver alligevel og se om jeg kan regne dem ud og efter et stykke tid går det ikke helt så godt. Jeg kigger op og kigger rundt i klasselokalet og ser at alle sidder og laver matematikstykkerne som er i matematikbogen eller prøver på det, ud fra hvad jeg kan se. Efter at have kigget bekymret rundt i klassen, kigger jeg ned igen og prøver at finde ud af det hele, selvom at det ser svært ud. Jeg kan se at læren står på forreste række og hjælper en af de andre i klassen og jeg gør det man plejer, at gøre, når noget er svært, nemlig at række hånden op, for at vise at jeg har brug for hjælp, men læren ser ikke at jeg har hånden oppe og efter at have siddet med hånden oppe i et stykke tid, kalder jeg på ham et par gange, men på en måde så kan jeg se at han ignorerer mig lidt og jeg kalder på ham igen, (for jeg har lært at man skal blive ved med at spørge indtil at man har fået den hjælp man har behov for) og da han endelig høre at jeg kalder, siger han, at han er altså lige igang med at hjælpe en her og at jeg må lige vente. Jeg tænkte: Jeg sad altså på 2. række og det eneste han skulle gøre var at vende sig om i få minutter og hjælpe mig, men det gjorde han ikke. Da han endelig var færdig med at hjælpe nogle af de andre i klassen, var timen næsten også færdig. Men den eneste han sådan set ikke havde hjulpet var mig. Der havde måske været behov for 2 lærere i undervisningen, dengang.