En fortælling om en tur i prag

Det var i år 2006, om foråret. Jeg var med klassen i Prag.

Historien om en lille fodboldspiller

Det er tirsdag morgen og jeg møder sent, først kl. 09.00.. Jeg er vikar i en børnehave og ved ikke altid hvad der foregår på alle stuer.
Vi er fordelt på 3 stuer i børnehaven, en med børn på 5 år og 2 stuer med børn på ca. 3-4 år. Jeg skal være vikar på en af de små stuer.
Det første jeg møder er en flok sure voksne ansigter og en flok forvirrede børneansigter. Der står storbørns-gruppen pænt ved lågen og venter hånd i hånd med en makker. Glad snakker jeg med børnene, nej hvor skal i hen i dag, det bliver skægt osv. Og de voksne bryder ind, ja nu må vi se om vi kommer nogen steder.
Jeg forstår ingenting, men begiver mig ind i garderoben og der møder jeg et meget ulykkeligt barn. Lad os kalde ham Peter. Peter hulker højlydt, han er fastholdt af to voksne arme, fordi han har sparket fra sig i frustration. Peter er faldet til ro igen og pædagogen går ud til de andre voksne ved lågen for at tale med dem. Imens sætter jeg mig på knæ ved Peter og spørger ind og får hans historie.
Historien er at den lille Peter er ankommet stolt i børnehaven om morgenen iført hans spritnye fodbold tøj, støvler og benskinner hele molevitten. Dagen før har gruppen talt om at de skal i parken og spille bl.a. fodbold. Så det har Peter glædet sig helt vildt til, også en lejlighed til at vise hans nye fodbolddragt frem. Han mor og far har givet ham lov.( Så Peter kan slet ikke forstå problemet er er opstået.)
Pædagogerne synes så at det er for koldt og det er måske farligt med rigtige fodboldsko. Vi skulle også have givet de andre børn en chance for at bære deres favorit dragt osv. Mange argumenter blev fremført.
De voksne er så frustrerede at de overfalder mig, da jeg tillod mig at spørge, hvad sker der dog lige her. De begynder med alt deres” jamen du kan da nok forstå, at vi ikke kan give særbehandling, bare fordi hans mor siger det er OK, det er os der har ansvaret og det ser ud til regn, de bliver kolde og så videre.
Jeg går lidt hurtigt videre og siger lidt stødt, jeg er bare vikar og jeg skal først møde om 10 min. Så jeg kan vist lige nå en kop kaffe!

En barndoms erindring

Godt en måneds tid efter at jeg var startet i syvende klasse på min lokale folkeskole, besluttede mine forældre sig for, at jeg skulle på privatskolen Dyhrs i stedet. Dyhrs var kendt for et tårnhøjt gennemsnit i de ældste klasser, og for deres mange anstrengelser for at holde mobning på et nulpunkt. De proklamerede ligefrem, i de lokale medier, at de havde en mobbefri skole. Dette lød naturligvis godt i mine forældres ører, da jeg havde været udsat for massiv mobning på Skælskør skole i sjette klasse, hvilket, ikke overraskende, havde forstyrret min skolegang. Turen gik derfor til Slagelse, jeg kom ind i 7.b, og i løbet af få uger havde jeg indtaget mobbeofferlistens absolutte førsteplads. Diverse ubehagelige episoder udfoldede sig i løbet af ganske kort tid og fortsatte igennem hele året. Men min ankomst gav anledning til at en anden ”slap fri”. Dette var en virkelighed der gik op for mig, efter en lidt besynderlig episode fandt sted i vores klasse under en dansk lektion. Vores klasselærer Claus startede dagen med hans sædvanlige løftede hånd der nærmest kommanderede ro i klassen. Kort tid efter var der total stilhed, hvilket gav Claus anledning til at få sat dagens program i gang. Han sagde som det første den dag: ”Mikkel har noget han gerne vil sige til jer alle sammen”. Komplet uvidende om hvad der skulle til at ske, kiggede jeg over på Mikkel, som rystende rykkede stolen tilbage, så den lavede en høj skinger lyd der gik direkte i trommehinden, hvorefter han rejste sig fra stolen og bevægede sig op imod kateteret. Med sig, til hans store solo-stykke, havde han et stykke foldet papir. På papiret havde han skrevet en lille tale til klassen. Mikkel fumlede først med det foldede papir og begyndte derefter at fortælle forsamlingen af djævlens afkom og øgleyngel, hvor glad han var for at de ikke mobbede ham længere, og hvor meget bedre han havde det med at gå i skole nu. Han sluttede tilmed af med at sige tak til hans dæmoner, hvilket udløste klapsalver inden han igen kunne indtage hans plads i midten af klassen. Claus tog over igen og roste først Mikkel for hans mod og den flotte tale. Derefter sluttede han mobbeemnet af med at sige, at det var dejligt at klassen var blevet meget bedre til at respektere hinanden, og at mobning ikke længere var aktuel i vores klasse.

Et stykke tid efter hændelsen i klassen, besøgte jeg Mikkel efter skole. Vi spillede et par Playstation spil imens Mikkel fortalte, med stor begejstring, hvor glad han var for at jeg var kommet ind i klassen. For nu var det nemlig ikke ham der blev mobbet længere. Yderligere fortalte han at han var blevet mobbet siden han ankom, hvilket han gjorde i femte klasse. Før ham var Thomas mobbeofret og før ham var det Bjarke osv.. Jeg spurgte med stor forundring, hvorfor han havde valgt at stille sig op og sige tak til de andre, fordi de endelig var holdt op med at mobbe ham. Til det svarede Mikkel, at Claus havde opfordret ham til det.

En lille erindring

Det er i 8. klasse, fuglene synger ud på træerne uden for og solen skinner, solen skærer ind på ruden i vores klasselokale. I klasselokalet er der nogle små border og stole, man kan lige have sine ting på bordet, men så heller ikke mere. Vores klasselokale ligger i en bygning for sig selv, så dvs. at der kan komme sollys ind på den side af hvor lokalet ligger. Det er sådan at der er matematik på programmet. Læreren kommer ind og går ned i den anden ende af klasselokalet, stiller sin taske på skrivebordet og finder matematikbogen frem. Det er en mandlig lærer vi har. Den mandlig lærer er en høj person og almindelig af bygning. Han har en meget afslappet tøjstil og har fuldskæg. Man kan se når han snakke at han har kaffetænder, dvs. at han drikker meget kaffe, kaffen sidder som rander omkring tænderne. I lærerens ene hånd er der et kaffekop med sort kaffe i. Læreren fortæller hvordan timen skal foregå og tager derefter fat i kridtet, som ligger på skrivebordet foran sig og han begynder så at skrive et regnestykke op på tavlen og da kridtet kommer på tavlen, giver det lige en skærende lyd, man er nærmest ved at få ondt i ørerne. Han begynder at snakke og fortæller hvad det er for et regnestykke, der står på tavlen. Efter et stykke tid siger han at, vi skal slå op på den side, som er i bogen, den side som han har skrevet op på tavlen. Der går ikke ret lang tid før det ringer ud til frikvarter og vi har 10 minutters pause, til lige at strække benene eller gå på tiolettet. Da frikvarteret er over, sætter vi alle sammen os på vores pladser og nu er matematiktimen i gang igen. Jeg tager papirs blokken, som ligger ude i siden på det lille bord, jeg sidder ved og ligger den foran mig og derefter tager jeg blyanten og begynder at skrive nogle regnestykker ned på papiret, som er i matematikbogen. Jeg synes at regnestykkerne ser svære ud, men jeg prøver alligevel og se om jeg kan regne dem ud og efter et stykke tid går det ikke helt så godt. Jeg kigger op og kigger rundt i klasselokalet og ser at alle sidder og laver matematikstykkerne som er i matematikbogen eller prøver på det, ud fra hvad jeg kan se. Efter at have kigget bekymret rundt i klassen, kigger jeg ned igen og prøver at finde ud af det hele, selvom at det ser svært ud. Jeg kan se at læren står på forreste række og hjælper en af de andre i klassen og jeg gør det man plejer, at gøre, når noget er svært, nemlig at række hånden op, for at vise at jeg har brug for hjælp, men læren ser ikke at jeg har hånden oppe og efter at have siddet med hånden oppe i et stykke tid, kalder jeg på ham et par gange, men på en måde så kan jeg se at han ignorerer mig lidt og jeg kalder på ham igen, (for jeg har lært at man skal blive ved med at spørge indtil at man har fået den hjælp man har behov for) og da han endelig høre at jeg kalder, siger han, at han er altså lige igang med at hjælpe en her og at jeg må lige vente. Jeg tænkte: Jeg sad altså på 2. række og det eneste han skulle gøre var at vende sig om i få minutter og hjælpe mig, men det gjorde han ikke. Da han endelig var færdig med at hjælpe nogle af de andre i klassen, var timen næsten også færdig. Men den eneste han sådan set ikke havde hjulpet var mig. Der havde måske været behov for 2 lærere i undervisningen, dengang.

Venskab

I ottende klasse i en folkeskole er der flest drenge. I en af klasserne er der kun tre piger. To af disse piger er rigtig gode veninder, som også mødes udenfor skolen. Den tredje pige føler sig lukket udenfor. Hun går hen til klassens pædagog, fordi hun ville spørge om hjælp til at komme sammen med de andre to piger. Hun er meget usikker og hun går meget op i hendes religion, som hun ved at de andre to piger ikke er interesseret i. Derfor vil hun gerne have at en pædagog til at hjælpe hende.

Pædagogen beslutter sig til først at snakke med de to veninder, og om hvordan de syntes dynamiken er i klassen. Pigerne synes at det er godt i klassen, og at alle kan snakke med hinanden. Pædagogen spørger nu direkte om hvad de syntes om den tredje pige i klassen. Hende syntes de ok om. De kan snakke med hende og arbejde sammen med hende. Pædagogen fortæller nu at pigen gerne vil være venner med dem, og om pigerne ikke bare kan invitere hende hjem ? En af de to piger synes ikke at de kan bare blive venner , fordi pædagogen siger det. Hun kan lide pigen, men hun synes ikke de har nogle ting tilfælles, bortset fra skole, at snakke om. Pædagogen beder pigerne om at tænke over det. Derefter laver de en ny aftale med alle tre piger.

I snakken med alle tre piger er den ene pige stadigvæk ikke enig med at de nu skal være venner, bar fordi de er i den samme klasse. De aftaler at de skal prøve at være mere sammen som venner.

Det første stykke tid gik det ok, men den ene pige syntes stadigvæk at de ikke havde nok fælles ting at snakke om. Hun begyndte at snakke med nogle fra de andre klasser og fandt nye venner der. Alle tre piger snakkede stadigvæk om skoleting, men ingen af dem var rigtig venner mere.

I den situation har den hjælp, som pædagogen har tilbudt, ikke haft nogle god effekt. Jeg tror at pædagogen skulle have prøvet et andet udgangspunkt, som for eksempel at pigerne prøver arbejdee sammen om et skoleprojekt. Så de kommer til at snakke mere med hinanden og måske finder fælles interesser.